Uranus blev opdaget i 1781 omkring samtidig med den amerikanske uafhængighedserklæring, den franske revolution og diverse opfindelser. Som sådan er det ikke så underligt, at den står for frihed, individualitet og genialitet. I hvert fald de højere frekvenser af Uranus energien. Uranus, "den der vækker", dukker op som en uforudsigelig størrelse, der provokerer og puster til individualitetens indre ild og spørger:" Lever du dit eget unikke liv eller følger du bare med strømmen?"
Uranus er 84 år om at gå hele vejen rundt i horoskopet, hvilket passer meget godt på et menneskeliv. Især "midtvejskrisen" i 41-42 års alderen synes at være et vigtigt tidspunkt. Mange spørger sig selv på dette tidspunkt af livet: " Var det alt, eller har jeg stadig en masse uforløst individualitet og unikhed inden i, som jeg ikke har udlevet?" Som altid med Uranus er det bedst at forsøge at finde friheden i de allerede eksisterende rammer, inden man kaster alt bort og løber skrigende væk blot for senere at opdage, at nissen er flyttet med. Men selvfølgelig kan det til tider være nødvendigt at gå væk fra noget og starte på en frisk.
Med Plutos indtræden i vandbæreren bliver der nu et øget fokus på hvad vi vil være frie til, ikke mindst for de af os der er født med Pluto - Uranus konjunktionen i radix. Det har fået mig til at tænke tilbage på vigtige perioder i mit liv, hvor Uranus gik hen over akserne i mit horoskop. I 13-14 års alderen begyndte jeg at køre cykelløb, og optakten til det var, at transit Uranus gik over min MC. Nye venner, nye mål og en større grad af individualitet. MC/IC aksen er også forældre aksen i horoskopet. Via cykelløb kom jeg tættere på min far, og jeg tror, vi i cykelsporten fandt en frihed sammen, der nogle år senere resulterede i, at mine forældre blev skilt, og jeg flyttede sammen med min far.
Uranus perioder føles ofte som om, at alt omkring er ladet med ny, elektrisk energi, og ind imellem opleves det som et lyn fra en klar himmel. I starten af tyverne gik Uranus over min ascendant i Stenbukken. Ganske vist havde transit Saturn/Neptun konjunktionen banet vejen et års tid forinden, men der skete først rigtigt noget, da transit Uranus gik over min ascendant. Jeg forlod min fødeby og tog på højskole, mødte en pige og blev smask forelsket, og et halvt år senere flyttede jeg med hende til England. Vores parforhold holdt dog kun et par måneder i England. Igen en understregelse af at Uranus perioder sjældent er de mest stabile perioder i ens liv, men til gengæld er de ret spændende og uforudsigelige.
Nu står jeg så midt i en periode med transit Uranus på min IC samtidig med, at min progressive Sol laver kvadrat til min radix Uranus. Det er en noget urolig tid, men også meget spændende. Der sker flere forandringer på hjemmefronten, og Astrologien fylder en hel del i mit liv igen, efter at have ligget lidt i dvale nogle år. Ny teknologi, nye kommunikationsformer og nye venner er kommet ind i mit liv, og hvor det alt sammen ender er svært at sige, så længe Uranus tumler rundt i horoskopet. Forhåbentlig en højere grad af frihedsfølelse og en mere naturlig udleven af min individualitet, hvis altså jeg ikke er blevet skør inden da af Uranus´ elektrificerende og ret så stressende energi.
Hvad med dig? Har du spændende erfaringer med Uranus perioder i dit liv? Del gerne dine erfaringer.
Comments