Eventyret om planeternes spejl
Kender du eventyret om planeternes spejl? Nej, det tænkte jeg nok, for jeg har lige fundet på det, lettere inspireret af et eventyr, du måske kender.
I mit eventyr er dronningen skiftet ud med et helt almindeligt menneske, lad os sige en kvinde, der ser fortvivlet på sit fødselshoroskop. Efter at have kigget længe på horoskopet, ser kvinden ind i spejlet, der ser lige så faretruende ud, og spørger så:
"Lille spejl på væggen der,
hvem har de bedste evner
til at udleve horoskopet her?"
Og spejlet svarer:
"Ingen i verden har bedre evner til det end du, min kære".
Så var kvinden tilfreds, for hun vidste, at spejlet talte sandt.
Jeg kunne fortsætte længe og lave mange analogier til astrologiens verden. Men der er overhængende risiko for, at det kun ville være mig selv, der ville finde det morsomt. You get my point.
En grundsætning i astrologien er, at det, der sker på stjernehimlen afspejler det, der sker på alle plan. Kollektivt, individuelt, på det ydre plan og på de indre.
"As above, so below
As within, so without
As the Universe, so the soul"
Vi spejler altså planeterne.
Ja, også Pluto, Eris og Saturn! :-)
Men alle planeter og alle tegn - alle arketyperne - kan jo som bekendt komme til udtryk på mange forskellige måder. Det efterlader os med et kæmpestort spillerum til at spejle dem efter bedste evne.
Nogle planeter har et godt ry - andre et mere blakket et. Det har da sine grunde, men ændrer i sidste ende ikke ved, at den måde vi rent faktisk spejler dem, kan være bedre eller dårligere end deres rygte.
Jo mere ubevidste vi er, desto større sandsynlighed er der for, at vi udspiller de lavere udtryk af en bestemt arketype. Det inkluderer eksempelvis Jupiters storhedsvanvid eller Venus' forfængelighed.
Med 'planeternes spejl' vil jeg dele nogle af mine erfaringer med og overvejelser omkring astrologiens arketyper. Jeg håber, at det kan inspirere dig til også at dele dine :-)
Comments