Det er ikke ualmindeligt, at Merkur og Venus er retrograde. Det sker også her i foråret 2025. I perioden februar-maj 2025 er der dog et sjældent sammenfald mellem Merkurs og Venus' sløjfer.

Merkur og Venus er i deres væsen meget forskellige - men de har også meget til fælles. Som de eneste planeter opholder de sig mellem Solen og Jorden, og de mødes (meget oftere end andre planeter) i konjunktion. Gennemsnitligt op til flere gange årligt. Deres nærhed til Solen gør også, at de er de eneste planeter, der går i retrograd konjunktion med Solen – alle andre går i opposition til Solen, mens de er retrograde.
En anden fællesnævner for Merkur og Venus er kommunikation: Merkur står for den konkrete information (også ”fake news”), Venus for formidlings-formen; den måde vi er sammen på og det, vi bruger i kommunikationen, fx stemmeføring, imødekommenhed, udseende og charme.
Foråret 2025
I februar-maj 2025 vil Merkur og Venus bevæge sig frem og tilbage henover omtrent de samme grader. Og ikke nok med det - de centrale 'stationer' (se illustrationen af sløjfens 9 stationer nedenfor og læs evt. mere om disse i de øvrige posts) vil være nærmest identiske, hvilket ses meget sjældent.

Sammenfaldet mellem Merkurs og Venus' sløjfe vil ikke være fuldstændig nøjagtigt, da Merkur er meget hurtigere end Venus. En fuld Sol/Merkur-cyklus varer max. 4 måneder og Merkur opholder sig knap 2 måneder i sin sløjfe. En fuld Sol/Venus-cyklus varer ca. 19 måneder og Venus opholder sig ca. 3½ måneder i sin sløjfe.
Men som det ses nedenfor er det i dette tilfælde kun få grader, der adskiller dem.

Hvad kan vi så bruge denne ”udvidede efemeride” til?
Sagen er, at de stationer, som falder i samme dyrekredsgrad, forbindes igennem en form for ”ormehul” og udviser de samme kvaliteter, ”reflekterer” hinanden og ”udløser” den samme type processer og begivenheder.
Station (2) - indgangen i sløjfen
Da jeg i sin tid blev klar over, at der var noget at ”komme efter” i forbindelse med sløjfer og stationer, tænkte jeg, at indgangen i sløjfen måtte indebære ”noget nyt”. Et par dage inden var Jupiter gået ind i sin sløjfe (2) - ja, de ydre planeter går også igennem sløjfer og stationer - så jeg ringede til min nære ven og kollega, Lillian Jensen, født i Skyttens, Jupiters, tegn.
Jeg spurgte hende: ”Er der sket noget helt nyt i dit liv i løbet af den sidste uges tid”? Hun svarer straks, ”Neej, jeg synes snarere, det handler om noget gammelt, der pludselig gentager sig. Min datter står nu i en problemstilling, jeg genkender fra dengang, jeg selv var i hendes alder”.
Efter at have fordøjet overraskelsen, slog det mig, at station (2) jo falder sammen med (6), der er sløjfens ”rod” (planeten er tilbage, hvor den kom fra) og derfor et sted, der i videste forstand refererer til fortiden. Stikord kunne i den forbindelse være ”grundlæggelse, fundament, familie, fødsel, forhistorie, grav”.
Således udviser også (2)-eren en direkte forbindelse (ormehul) til gamle dage, omend den optræder i en ny sammenhæng og i nye kulisser.
Stationerne (3), (5) og (7) - Advarselslampen, mødegraden og reaktiveringen
Stationerne (3) og (7) = (5), planetens retrograde konjunktion med Solen; er et yderst brandfarligt sted, som fx for Merkurs vedkommende svarer til at kejserens udsending vender tilbage med en dårlig nyhed og derfor straks bliver halshugget, eller at revisoren har fusket med regnskabet og bliver frataget sin bestalling – der er afregning ved kasse 1.
Oplevelser ved (3)-eren giver et praj om, at der er grund til tænke sig om, og (7)-eren en påmindelse om tidligere intense begivenheder.
Stationerne (4) og (8) - Indgangen og vendegraden Advarselslampen, mødegraden og reaktiveringen
(4)-eren, vendestedet, er godt nok et sted, hvor den pågældende har nået til vejs ende og ikke umiddelbart kan komme videre uden flere oplevelser og erfaringer (de kan først høstes i løbet af den retrograde bevægelse).
Men vendegraden er også et udsigtspunkt til den fjernere fremtid, idet (4)-eren = (8)-eren, sløjfens udgang og afslutning (ormehul); den pågældende planet er potentielt fremsynet.
Positionerne (4)+(8) og (2)+(6) har det tilfælles, at planeten har stationær kvalitet, står stille og beskriver tilstande.
Positionerne (3), (5) og (7) er derimod dynamiske og beskriver løbende processer.
Igen: Hvad kan vi bruge den viden til?
Astrologinørden tjekker straks, hvorvidt han/hun er født med planeter i sløjfe og i givet fald på hvilken station (orbis max 1½º); alle ydre planeters bevægelser svarer principielt til Merkurs og Venus’, bortset fra at deres retrograde konjunktion med Solen (5) svarer til de ydres opposition til Solen.
Nørden tjekker også, hvad der hidtil er sket i det progressive horoskop hvilket rimeligvis vil give op til flere aha-oplevelser. Progressive planeters eksakte konjunktioner med Solen (udløses progressivt typisk indenfor max et halvt år) falder sammen med skelsættende forandringer i den pågældendes hverdag, såsom ægteskab/skilsmisser, fødsler/dødsfald, rolleskift på arbejdspladsen - hvorimod progressivt stationære planeter viser grundlæggende forandringer, der kan strække sig over et tidsrum på op til flere år (fx opbygningen af en bedrift/institution eller overgangen til pensionisttilværelsen).
Solherskeren og oraklets princip
Øjebliksastrologien er nært beslægtet med Soltegnsastrologien, hvor soltegnsherskeren er afgørende (jf. Lillian og Jupiter).
I løbet af de sidste par dage har jeg fået henvendelser fra to Mars-tegn, en Vædder og en Skorpion, Mars står i rodpunktet. (6)
Vædderen fortæller, han føler sig ”stuck” og stavnsbundet” i Danmark (6), kan ikke komme videre. Skorpionen fortæller, at han nu definitivt fraflytter sit hjemland Schweiz (6), idet han lige nu (den 24. februar, Mars stationær direkte) har fået permanent opholdstilladelse i sit ny hjemland Costa Rica (2).
Nu er det jo ikke alle mennesker, der oplever skelsættende/dramatiske forandringer, hver gang solherskeren står på en sløjfestation. Det afgørende for os astrologer er, hvorvidt der samtidigt bliver præsenteret et spørgsmål eller en problemstilling. Så vil ”oraklets princip” gøre sig gældende, som Johan, min afdøde mand, ville formulere det.
Venus står stationær retrograd den 3. marts, og som født i Vægtens tegn, håber jeg, at denne artikel, der har rumsteret i hovedet i en rum tid, er nået til vejs ende.
Comments