top of page
Forfatters billedeLouise Kirsebom

Øjeblikshoroskoper og timing - en short story

Samtaler med astrologen




”Jeg er ved at gå ud af mit gode skind!”


Sådan indleder min kunde vor mailkorrespondance.


Forhistorien begynder, for mit vedkommende, i oktober måned. Hun fortalte dengang, at hendes mand, for nu efterhånden et godt stykke tid siden, var blevet ramt af sygdom, inklusive udmattelse og dårligt humør. Det har medført, at han ikke længere kunne passe sit arbejde, som er højt specialiseret og meget krævende. Han blev fritaget på baggrund af sygemeldinger, indtil det omsider stod klart, at han ville blive fyret, med mindre han mødte op.


Så vidt jeg husker, sagde hun i løbet af samtalen, "Hans stilling er ikke en, man søger, det er en, man får tilbudt". Min kommentar var, igen så vidt jeg husker, at der ville komme en form for forløsning i januar 2024 og en definitiv forandring omkring august måned.


Denne gang spørger hun så:


"Hvornår ser du hans endelige kapitelskifte, dvs. hvornår holder han op med at arbejde? Du nævnte januar, da vi talte sammen. Kan du sige, om det er lige op over eller...? Det er SÅ opslidende og mega hårdt for hele familien.”


ØJEBLIKSHOROSKOPET


Ud fra øjeblikshoroskopet er mit umiddelbare svar:

"Horoskopet siger 'it's too early to judge', men samtidig, at der 'sker noget' meget snart, som især hænger sammen med 'kommunikation og informationer'.


Lad os i første omgang afvente den 21/1, og meld dig så ENDELIG igen!"


NÆRT FORESTÅENDE BEGIVENHEDER


Ifølge traditionens (temmelig stive og autoritære) regler, kan et horoskop opstillet med en ascendant i de første tre grader af et tegn ”ikke besvares”. Det er ”for tidligt”. Men erfaringen viser, at planeter tæt på en af hovedakserne viser ”meget nært forestående begivenheder”.


I dette horoskop står Merkur (”kommunikation og informationer”) umiddelbart før kulminationen over MC. Med stor sandsynlighed en henvisning til, at det handler om få dage.


Månen er ved at stå op over ascendanten; Månen i 1. hus er som oftest et tegn på, at den rådsøgende er bekymret for et ”nærtstående væsen”, typisk et familiemedlem eller et husdyr.


Jeg vælger at nævne den 21. januar, da transitterne den dag indikerer mere eller mindre dramatiske forandringer; både Solen og Pluto går fra Stenbukken (etablerede kendsgerninger) ind i Vandbæreren (fremtidsforestillinger).


Den 26. januar skriver hun tilbage.


"Tusind tak, nu skal du se min update fra den forgangne uge. Min mand arbejdede på fuld tryk hele ugen, hvilket bl.a. krævede to ekstreme præstationer, og var efterfølgende så udmattet, at han ikke ville byde sig noget lignende igen. Søndag den 21. Januar (jvf. din mail!!) talte vi ved et spontant familiemøde om situationen, hvor det viste sig, at vore børn er meget bange for, at deres far aldrig bliver rask igen.

Samtalen fik min mand til at indse, hvor påvirkede vi alle er, og at hans helbred er det eneste, der tæller for os andre. Han havde planlagt et møde med lægen den 22/1. Lægen mente, han skulle sygemeldes, og bookede tid til i dag, så han havde tid til at tænke over det.

Han blev så sygemeldt endnu engang i de kommende tre måneder, hvorpå arbejdsgiveren bragte en fremtidig deltidsansættelse på bane. Den løsning virker min mand ikke begejstret for. I den position han har, ville en deltidsansættelse rimeligvis indebære, at skulle bestride et fuldtidsjob på halv tid; dvs. det ville næppe hjælpe på mange års præstations-stress.

Mit spørgsmål til dig: Hvornår kommer det "kapitelskifte", du stillede i udsigt = hvornår han forlader sin stilling?"


Jeg når ikke at svare, før hendes næste mail står på skærmen:


"I forlængelse af min sidste mail vil jeg bare tilføje, at min mand NU har indset, at det kæmpe pres han har stået i det sidste halve år, for at forsøge at få sit job igen, har været ALT for meget, og han går ikke derind igen om 3 mdr, med mindre han føler sig rigtig klar!"


Jeg svarer, at jeg her og nu kun kan svare på akutte spørgsmål og forslår at vi kigger på sagen, når jeg er tilbage, omkring den 1. marts.


Sagen er den, at øjeblikshoroskoper ikke er velegnede til detaljerede langtidsprogoser. Når det kommer til at udpege bestemte datoer i den senere fremtid, vælger jeg som oftest et mere ”gummiagtigt” svar såsom ”i løbet af sensommeren” eller ”tidligst efter nytår”. Præcise datoer, som i dette tilfælde 21. januar, vover jeg mig kun ud i, når jeg forstår den helt aktuelle situation. Og der kan jo nå at ske rigtig meget, før vi har nået sensommeren...


Louise Kirsebom

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page