Solen
Astronomisk og astrologisk
Solen er den, det hele drejer om og drejer sig om, astronomisk og
astrologisk. Uden sol intet liv på jorden, uden sol i horoskopet ingen
identitet. Den skaber livet, og den skaber dit individuelle liv. Solen
afspejler vores inderste kerne, det der gør os til den unikke person, vi
er, forskellige fra alle andre. Den dynamo af energi og lys der holder
os levende, pulserende og bevidste.
Astronomiske facts
Solen (latin: Sol; græsk: Helios) er den stjerne, som sammen med sit
planetsystem udgør vores solsystem. Jorden og andet stof (herunder andre
planeter, asteroider, meteoroider, kometer og støv) kredser om solen,
som i sig selv udgør omkring 99,8% af solsystemets masse. Energi fra
solen er – bl.a. i form af sollys – afgørende for næsten alt liv på
Jorden via fotosyntese. Solen er den drivende kraft i Jordens klima og
vejr, og den står for ca. 1/3 af tidevandsvirkningen i havene, resten
står Månen for.
Solen er en af stjernerne i galaksen Mælkevejen og kredser om dennes
centrum i en afstand på omkring 26.000 lysår og fuldfører et omløb på
ca. 225–250 millioner år. Det er et tidsperspektiv, der kan gøre en
åndeløs.
Solens regelmæssige daglige opgang i øst og nedgang i vest og dens
regelmæssige daglige og årlige tilsyneladende vandring på himlen har
sammen med de forskellige andre solfænomener inspireret og udfordret
menneskeheden i årtusinder. Der er ud fra dette konstrueret forskellige
verdensbilleder, som har sat sig dybe spor i historien og påvirket
religion og kultur, og den indhøstede viden har frembragt en lang række
praktiske opfindelser og befordret opdagelser og videnskabens udvikling.
Ultraviolet lys fra solen har antiseptiske egenskaber og kan benyttes
til sterilisation af redskaber. Hos mennesket forårsager det også
solbrændthed og har medicinske virkninger som f.eks. at fremme
produktionen af vitamin D. Ultraviolet lys dæmpes særlig meget i Jordens
atmosfære, hvorfor dettes styrke varierer meget med breddegraden, man
bor på, eftersom sollyset passerer en længere strækning gennem
atmosfæren ved højere bredder. Denne forskel har forårsaget mange
biologiske tilpasninger, herunder forskellen på menneskers hudfarve i
forskellige egne af kloden.
Solen er en magnetisk aktiv stjerne, med et stærkt og skiftende
magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning
nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum. Solens magnetiske
felt udløser flere effekter, som under et kaldes solaktivitet, og som
inkluderer solpletter på solens overflade, soludbrud, de såkaldte
"Flares" som kastes langt ud i rummet, og ændringer i den solvind, som
transporterer materiale gennem solsystemet. Solaktivitetens virkning på
Jorden ses bl.a. som nordlys og sydlys, samt som forstyrrelser af
radiokommunikation og elektricitetsforsyning. Derudover menes
solaktiviteten at have spillet en stor rolle i solsystemets dannelse, og
den indvirker kraftigt på strukturen af Jordens ydre atmosfære.
Mennesket og Solen
I menneskehedens mest fundamentale forståelse er solen en lysende skive
på himlen, hvis tilsynekomst over horisonten forårsager dag, og hvis
fravær betyder nat. Den er det centrale himmellegeme, som livet på
Jorden afhænger af, hvilket man fra de tidligste tider har været sig
bevidst.
Solens regelmæssige daglige og årlige tilbagekomst blev ængsteligt
afventet og besværget med magiske ritualer. Særligt har solformørkelser
udløst bestyrtelse og frygt. I oldtidens Kina, hvor solen var symbol for
østen, forår, mandighed (Yang) og fødsel foruden for kejseren, troede
man, at en drage ville sluge solen og forsøgte med stor larm at få
uhyret til at give den fri igen. I astrologien hedder måneknuderne også
dragens hoved og dragens hale, og netop måneknuderne spiller en aktiv
rolle i formørkelsen af solen og månen. Dragen æder solen.
I mange forhistoriske og forsvundne kulturer ansås solen for at være en
guddom, eller et andet overnaturligt fænomen, og tilbedelse af solen
indtog en central rolle.
Kalendere
Meget tidligt benyttede man den viden, man havde om dagen og året. Solen
var det naturlige ur for mennesket, og betragtning af solen (og andre
himmellegemer) og bestemmelse af jævndøgn, sommer- og vintersolhverv
førte sammen med årstidernes skiften til udviklingen af kalendere.
Herved kunne vigtige årstidsafhængige begivenheder som f.eks. Nilens
årlige oversvømmelser og det gunstigste tidspunkt for såning bestemmes
forud, og på havet kunne man tage hensyn til farlige, sæsonbestemte
stormperioder. Meget senere, da sejladserne gik over åbent hav,
benyttedes solens højde på himlen til navigation, fordi den fastlægger
breddegraden.
Mange forhistoriske monumenter og kultsteder blev opført med henblik på
solfænomener. Det gælder f.eks. stenmegalitter, som nøjagtigt markerer
sommersolhverv. Nogle af de mest fremtrædende megalitter findes i Nabta
Playa i Egypten og ved Stonehenge i England. I Stonehenge står solen ved
sommersolhverv op lige over en bestemt sten, og solstrålerne kan på den
dag lyse ind i anlæggets indre. Tilsvarende er pyramiden El Castillo i
Chichen Itza i Mexico bygget, så der ved en skyggevirkning
tilsyneladende ses slanger sno sig op ad pyramiden ved de to solhverv.
Også i antikkens Grækenland dyrkede man solguden. Det var Helios, som
dagligt kørte over firmamentet med sin solvogn. Helios svarede ret nøje
til romernes uovervindelige Gud Sol Invictus, hvis kult var vidt udbredt
i Det romerske kejserrige. Fra antikken har astrologien overtaget solen
som symbol på vitalitet. Herhjemme har vi solvognen som et vidnesbyrd på
solens betydning for opfattelsen af livet.
Astrologisk
I horoskopet er solen også den kerne, personligheden bygger sig op rundt
om. Den er vores jeg, vores idenditet, der hvor vi er individuelle, den
indre natur der stråler ud gennem vores forskellige aktiviteter. Vores
væsens kerne. Den er også konkret fysisk det vigtigste for vores liv:
hjertet, blodkredsløbet, som holder os i live.
Solen er livskraft, alt det, der bekræfter, at vi er levende. Den er
energi, den er varme, styrke, vitalitet. Den viser vores livsoverskud.
Her har vi kreativiteten som den rene livskraft, der må udtrykkes.
Solen symboliserer den naturlige autoritet, den fødte leder, den
selvstændige, der følger sin egen individuelle vej i livet. Også de ydre
autoriteter (delt med Saturn) konger, kejsere, overhoveder, direktører,
chefer, fædre, de som er solen i deres univers, er samlingspunktet og
lederen i deres gruppe.
I den helt anden aldersmæssige ende har vi børn, yngel, formering, det
at skabe efterkommere, men også de kreative "børn": værker, hvad enten
det er malerier eller musikstykker. Solen er den skabende proces. Vi
udfolder os på egne betingelser.
Hvis vi går tilbage til faderfigurerne, er solen også et symbol for
vores egne lederevner, vores magtfuldhed eller mangel på samme, vores
vilje, selvstændighed, der hvor vi er livet voksne og ansvarlige over
for vores egne handlinger. Solen viser værdighed og storsind, den
skinner på såvel den lille som den store "mand"
Solen drejer om sig selv, det drejer sig om en selv, her er man
subjektiv, her står man i centrum og kan ikke se sig selv udefra, men
lyse ud på andre. I øjebliksastrologien har man begrebet forbrænding,
når en anden planet kommer for tæt på solen. Solens styrke, varme og
position er så stærk, at alt andet blegner ved siden af. Se bare det
konkrete astronomiske størrelsesforhold mellem solen og de andre planeter.
Alt, der glimter, er ikke guld
Solen styrer metallet guld (bare at kalde det metal, ligner en
degradering, det går ikke, det er materialet over alle materialer), og
det er en kendsgerning, at mennesker med planeter i Løvens (solens) tegn
har en forkærlighed for guld. Men det drejer sig også om alt, der ser ud
af noget, er værdifuldt, skinner og stråler. Pomp og pragt, tænk bare på
solkongen, som er et fint symbol på de ydre sider af solsymbolet. Solen
er fornem, stolt, har værdighed og bærer hovedet højt. En grundlæggende
selvtillid, at man er livet værdig. Men der ligger også en forblænding,
at fanges af det ydre tingel-tangel, skinnet bedrager. Man bliver
forfængelig eller hovmodig.
Behovet for at blive set stammer fra barnets behov for at blive mødt,
som det er, få ubetinget kærlighed, få opmærksomhed for bare at være
den, man nu er, ikke for hvad man gør. Og bliver det ikke opfyldt,
følger det med solen ind i voksenalderen og den barnlige "se på mig
mor", "se hvad jeg kan" bliver en anstrengende parodi.
Hvem er jeg?
Men det indre "skin", den dybe indre livsgnist, som solen giver, den er
det værd at lytte til og give næring. I solen finder vi også vejen,
vores individuelle vej i livet, vi udvikler os, og solen angiver
retningen. Det, som psykoanalytikeren Jung kaldte
individuationsprocessen, det at finde ind til sin sande kerne og til at
udleve den i hverdagen, er en solproces. At finde ud af hvem man dybest
set er.
Solen er i øvrigt knyttet til søndage, og jeg kender Løver/solmennesker,
der har det svært med hverdagen, hver dag skal være en fest, skal være
storslået, flot og rumme intenst liv og gerne lidt drama.Men i
individuationsprocessen må alt det ydre vige for en vigtigere indre
meningsfyldt agenda. At finde selvet.
Solsymbolet selv er et lille univers, med et selv eller en klode i
midten og noget ikke nærmere defineret cirklende udenom. Man kan vælge
at forblive i den ydre cirkel, og man kan vælge at blive i den indre
kerne, men man kan også være både det ydre og det indre, en helhed, et
helt univers, et helt menneske.
Astronomisk kilde: Wikipedia
