Pluto
Astronomisk og astrologisk
Pluto er en af Solsystemets dværgplaneter. Den er betydeligt mindre end
Månen, men har til gengæld en måne, der er halvt så stor som den selv.
Pluto er beliggende i Kuiperbæltet i udkanten af vores solsystem. Den er
opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades
i den græske mytologi. Pluto er den næststørste af Solsystemets fem
dværgplaneter. Den menes at være en isplanet, der er dækket med lag af
frossen metangas.
Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre otte planeter i
solsystemet med hensyn til både størrelse, sammensætning og sin
excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige
objekter, man har fundet i Kuiperbæltet, og er muligvis ikke det største
af disse, og af den grund herskede en del debat om, hvorvidt Pluto og
andre Kuiperbælte-objekter burde klassificeres som planeter. Den
Internationale Astronomiske Union vedtog ved afstemningen d. 24. august
2006, at Pluto og de øvrige himmellegemer i bæltet ikke kan
klassificeres som planeter, og Pluto blev omklassificeret til en
dværgplanet.
Opdagelsen
Percival Lowell begyndte i 1905 at lede efter Planet X. Han var
overbevist om, at der måtte ligge en 9. planet udenfor Neptun, da der
var fundet uoverensstemmelser i Neptuns bane. Det var uoverensstemmelser
af den samme slags, som havde ført til opdagelsen af Neptun i 1846.
Lowell nåede desværre aldrig selv at finde planeten.
Pluto blev opdaget i 1930 af amatør-astronomen, Clyde Tombaugh, der en
kort overgang var ansat på Lowell Observatoriet. Her gennemsøgte han et
utal af fotografiske plader for nye planeter. Efter opdagelsen blev
Pluto udnævnt til Solsystemets niende planet, og Tombaugh blev dermed
den tredje person i historien, der har opdaget en planet, som ikke var
kendt forinden.
Navnet ”Pluto”, som har vundet udbredelse i dag, blev foreslået af en
dengang 11 år gammel pige, Venetia Burney, fra Oxford i England. Hendes
bedstefar, der arbejdede på Oxford Universitets Bodleian Library, læste
om opdagelsen i avisen The Times og spurgte barnebarnet, hvad hun ville
kalde det ”nye” himmellegeme. Og eftersom denne verden måtte være langt
væk fra Solen og derfor temmelig kold, mente Venetia, at navnet på den
romerske gud for underverden måtte være passende. Professor Herbert Hall
Turner telegraferede dette forslag til sine kolleger i USA og efter en
næsten énstemmig votering blev navnet Pluto valgt og formelt annonceret
Plutos måner
I 1978 undrede en astronom sig over, at en optagelse af Pluto viste et
pæreformet omrids. Ved at kontrollere andre optagelser af det fjerne
objekt viste det sig, at alle havde den lidt aflange form, og at
‘’fejlen’’ ikke lå i den fotografiske optagelse. Pluto måtte have en
relativt stor måne tæt ved. Dette er senere blevet bekræftet ved
optagelser både fra Jorden og fra rummet.
Pluto har i skrivende stund fire kendte måner: Charon, som blev opdaget
i 1978, og to mindre måner, Nix og Hydra, der blev opdaget i 2005, samt
den lille måne P4, der blev opdaget i 2011. Charon udmærker sig ved at
være den største måne i forhold til sin ”moderplanet”; den er godt og
vel halvt så stor som Pluto selv. Barycenteret; det fælles tyngdepunkt
som Pluto og Charon kredser om, ligger udenfor Plutos overflade - det
ses ikke hos nogen planet i Solsystemet, og af den grund mener nogle
astronomer, at Pluto/Charon burde klassificeres som en dobbeltplanet.
Pluto og Charon har indbyrdes bunden rotation: ganske som Jordens måne
altid vender det samme, velkendte ”ansigt” mod Jorden, vender Charon
altid den samme side mod Pluto. Mere usædvanligt er det, at Pluto også
altid vender samme side mod Charon.
Kredsløb om Solen
Plutos omløbsbane omkring Solen er temmelig usædvanlig sammenlignet med
banerne for de otte planeter i solsystemet: mens disse otte planeter
”færdes” i næsten det samme fælles plan (ekliptika), så hælder Plutos
baneplan med over 17 grader i forhold til ekliptika. Hvis man havde
valgt at klassificere Pluto som en planet, så ville Pluto have haft den
suverænt største baneexcentricitet; Plutos bane er mere ”aflang” end
nogle af de otte planeter i Solsystemet. Når Pluto er nærmest Solen,
kommer den faktisk inden for Neptuns bane: i nogle få af de godt 248 år,
det tager Pluto at fuldføre et omløb, er det Neptun, der er den
”yderste” planet i Solsystemet - sidste gang det skete, varede det i 20
år fra 7. februar 1979 til 11. februar 1999, men beregninger tyder på,
at den periode, hvor Pluto ligger inden for Neptuns bane, veksler mellem
ca. 13 og ca. 20 år. Forrige gang, Pluto lå inden for Neptun-banen,
varede det blot 14 år, fra 11. juli 1735 til 15. september 1749, og et
”Pluto-år” tidligere varede fænomenet næsten præcis samme 20 år som i
1979–1999; fra 30. april 1483 til 23. juli 1503. Der er et temmelig
præcist 3:2-forhold mellem den tid, det tager hhv. Neptun og Pluto at
fuldføre et kredsløb om Solen, så tyngdepåvirkningen fra Neptun
”forstyrrer” Plutos bane i et regelmæssigt ”mønster”; ved hver
”forstyrrelse” skifter Pluto frem og tilbage mellem to en anelse
forskellige omløbsbaner, hvilket forklarer 20- og 13-års-perioderne for
Plutos ”færdsel” inden for Neptunbanen.
Fysiske egenskaber
Indtil Plutos største måne Charon blev opdaget i 1978, kunne man kun
gætte på Plutos størrelse og masse. Charons banedata afslørede den
samlede masse for begge himmellegemer, og den viste sig at være meget
lavere, end man havde gættet på indtil da. Da Charon på et tidspunkt
bevægede sig ind foran Pluto, kunne man med lidt tidtagning regne sig
frem til Plutos diameter; den viste sig også at være markant mindre end
antaget.
De ”kvalificerede gæt” man havde støttet sig til inden opdagelsen af
Charon, var baseret på den albedo (evne til at tilbagekaste lys), som
man mente, Plutos overflade måtte have. Da Pluto nu viste sig mindre end
hidtil antaget, måtte man omvendt revidere tallet for Plutos albedo opad
for at få det hele til at stemme med den mængde lys, man så fra Pluto.
Pluto er meget mindre end Solsystemets otte planeter, både med hensyn
til masse og diameter. Omkring planeterne kender man sågar syv måner,
der er større end Pluto: Jordens egen Måne, og Jupiters måner Io,
Europa, Callisto og Ganymedes er alle tungere end Pluto, ligesom
Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton er det.
På den anden side er Pluto mere end dobbelt så stor, og mange gange
tungere end Ceres, den hidtil største kendte asteroide - nu er Ceres
også en dværgplanet. Og indtil opdagelsen af Eris i 2005 var Pluto
samtidig større end alle andre kendte trans-Neptunske objekter
(himmellegemer med baner udenfor Neptuns).
Plutos atmosfære blev afsløret i 1988 (et tidspunkt hvor Pluto var
nærmest Solen), da man observerede himmellegemet bevæge sig ind foran en
stjerne: når en planet uden atmosfære gør dette, forsvinder lyset fra
stjernen brat, men for Plutos vedkommende svækkedes lyset gradvist,
inden det forsvandt helt. Ud fra denne gradvise svækkelse af lyset har
man regnet sig frem til, at atmosfæren efter al sandsynlighed består af
kvælstof og kulilte på gasform, i ligevægt med de samme, ”frosne”
stoffer på himmellegemets overflade.
Mytologi
Hades ("den usynlige") er i den græske mytologi enten dødsriget eller
dødsrigets gud. Et andet navn for samme gud er Pluton ("den rige"), der
er opstået fordi ædelmetaller kom fra undergrunden. På latin bliver han
kaldt Pluto (fra græsk) eller Dis pater ("den rige fader").
Hades var søn af Kronos og Rhea og dermed broder til Zeus og Poseidon.
Da Zeus havde besejret den tyranniske fader, delte de tre brødre verden
imellem sig, således at Zeus fik himlen, Poseidon havet og Hades
underverdenen.
Hades blev gift med Persefone, Demeters datter, som han røvede.
Persefone skulle efter aftale være hos sin mand i vintermånederne og
ellers hos sin moder. Demeter er agerbrugets gudinde, og Persefone
symboliserer kornet, der jo er skjult under jorden en tid. Historien
spillede en vigtig rolle i de eleusinske mysterier.
Astrologisk
Som direkte afledning fra mytologien er Pluto knyttet til døden,
dødsprocesser, kapitelskift og forvandlinger. I den negative ende tab,
ødelæggelse, mørke, destruktion og i den positive ende genfødsel,
transformation, rekonstruktion og fornyelse. Alle ting, der går gennem
sådanne processer, er knyttet til Pluto, fra levende planter, jord til
kompost, affald som forvandles til nye ressourcer, renovation, genbrug.
Pluto er knyttet til absolutter, til noget der er totalt, ekstremt,
yderliggående, fanatisk, alt eller intet, sort eller hvidt, enten/eller
og kan i den forbindelse være kynisk, blottet for medfølelse, hensynsløs
og uigenkaldelig. Den kan være negativ, overdreven og ukontrollerbar.
Det med kontrol/ikke kontrol er et vigtigt tema, igen enten eller, enten
den totale kontrol, den er en af kontrolfreaksne i horoskopet, eller den
slipper kontrollen totalt med den lavine af konsekvenser der så følger.
Pluto står for magt (og afmagt), den er stædig, fastlåst, stærk, intens,
og den er knyttet til nogle af verdens magtfaktorer: penge, sex og
psykologi. Det er store ressourcer, der er i spil med Pluto, ikke
småpenge, den er inde i billedet i finansverdenen, bank-, skatte- og
forsikringsvæsenet, samt i forbindelse med arv. Samtidig er den
manipulerende, styrende i det skjulte, kompromisløs og den viser ting,
der er tvingende nødvendige.
Det er ikke en blid herre, vi her har med at gøre, den er knyttet til
atomprocesser, kerneprocesser, atomvåben (igen magtfaktorer) og f.eks.
genmanipulation, at arbejde med DNA, livets kerne, livet og døden. På
det psykologiske felt er den knyttet til det ubevidste,
underbevidstheden, underverdenen (også den kriminelle), til yderpoler,
uigenkaldelige irrationelle kræfter. Den er knyttet til fortid, til
traumer, fortrængninger, til historien.
Den er god til at finde ind til essensen i ting, skære ind til benet,
god til rationaliseringer, er hudløst oprigtig, sandhedsøgende, går ned
i de største dybder, er ikke bange, holder sig ikke tilbage fra
angstprovokerende sager. Vi finder den psykologiske sans her, søgen
efter erkendelser, den bliver ved, til hver sten er vendt. Det betyder
også, at den har svært ved at give slip, som en anden bulldog, der har
bidt sig fast.
Tiden er speciel med Pluto, som sagt fortid, men også alt der er uden
for tiden. Den er knyttet til magi og okkultisme, især de mørke kræfter,
men som nævnt også alle forvandlinger. Den er knyttet til masserne,
hvilket vil sige, at Pluto er på banen, så snart noget er
masseproduceret, når masserne samles eller forføres. Pluto er effektiv,
den kan skabe virkeligt store forandringer, kulegrave ting. Den er med
ved fusioner, når ting smelter sammen. Kropsligt er det forplantningen,
der er i fokus, kønsorganerne, DNA´et, reproduktionen og affaldet, igen
en forvandlingsproces.
