Neptun
Astronomisk og astrologisk
Neptun er den ottende planet i vores solsystem. Den er den fjerdestørste
målt efter diameter og den tredjestørste efter masse. Neptuns masse er
17 gange så stor som jordens og en lille smule større end dens nærmest
beslægtede i solsystemet, Uranus, der er 14 jordmasser. Neptun er dog en
lille smule mindre end Uranus pga. en højere densitet. Planeten er
opkaldt efter Jupiters storebroder; havguden Neptunus (Poseidon).
Neptuns astronomiske symbol er en stiliseret udgave af Poseidons trefork.
Atmosfære og indre
Neptuns atmosfære består primært af brint og helium, men med spor af
metan. Det er metanen, der er skyld i planetens blå udseende. Neptuns
blå farve er meget stærkere end Uranus’, der har en lignende mængde
metan, så det er en ukendt komponent, der skaber Neptuns intense farve.
Neptuns temperatur ved skytoppene er som regel tæt på - 210 °C, noget af
det koldeste i solsystemet. Neptuns indre er derimod omkring 7000 °C og
dermed varmere end Solens overflade. Dette skyldes ekstremt varme gasser
og klipper i centret. Energien til de kraftige orkaner, der er på
Neptun, kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at
planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen
Neptun er, ligesom Uranus, en såkaldt isgigant uden en fast overflade.
Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale,
omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Et
sted mellem 5000 og 10.000 kilometer under den synlige ”overflade”
overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Storme
Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, er der højtliggende hvide
skyer, der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere
nede i atmosfæren. Neptun har de stærkeste vinde på nogen planet i
solsystemet. Det anslås, at vindstyrken kan nå op mod 2500 km/t. De
store storme kan let vare i op til ti år. Da Voyager 2 fløj forbi i
1989, havde Neptun en stor mørk plet, der kunne sammenlignes med
Jupiters store røde plet, som angiver et stormsystem, den er siden
forsvundet og en anden kommet i stedet.
Opdagelsen
Neptun blev opdaget d. 23. september 1846, og er den første planet, der
er opdaget ved hjælp af en matematisk forudsigelse frem for almindelige
observationer. Variationer i Uranus’ bane førte astronomer til at udlede
Neptuns eksistens.
Selv om Neptun først ”formelt” blev opdaget i midten af det 19.
århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før. På nogle
af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han
observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter.
På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens
omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig
”baglæns” (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage
deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden.
Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop ”stoppet op” og
på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde
flyttet sig, gættede han på, at det var en fjern stjerne. Havde Galilei
set Neptun på et andet og mindre ”uheldigt” tidspunkt, ville han efter
al sandsynlighed have erkendt, at der var tale om en planet — og så
havde han fået æren for opdagelsen.
Mystisk magnetfelt
Neptun har det mærkeligste magnetfelt i solsystemet. Centrum af feltet
ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger
tættere på ækvator end på polen.
Måner og ringe
Neptun har 13 kendte måner. Den største af Neptuns måner, Triton, blev
opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve
Neptun. Triton er kendt for sin retrograde bane og er et af de koldeste
steder i solsystemet, alligevel udspyr den otte km høje gejsere.
En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane, der udviser den største
excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager 2 fløj forbi Neptun og
dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede
seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra
observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære
(”kartoffelformede”) måner omkring Neptun.
Derudover er der også nogle meget tynde, mørke ringe omkring Neptun. Der
er opdaget svage azurblå ringe omkring planeten, men disse er meget
mindre tydelige end dem omkring Saturn. Da ringene blev opdaget, troede
man kun, der var tale om fragmenter af ringe, men dette blev modbevist
af Voyager 2. Ringene har en besynderlig ”klumpet” struktur; man ved
ikke hvad ”klumperne” skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i
nærheden af ringene kunne forklare fænomenet.
Da man i midten af 1980’erne studerede ringene ved at observere
stjerner, der blev ”formørket” af Neptun og dens ringe, tydede
resultaterne på, at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i
separate ”buer”, afbrudt af ”stoffrie” mellemrum. Det endelige bevis for
Neptuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager 2 fløj forbi Neptun og dens
måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige
utydelige ringe.
Tilstedeværelsen af ”mellemrum”, der deler ringene op i separate ”buer”,
er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i
en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort
tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea, der med sin tyngdekraft
”fastholder” buerne. Nye observationer fra 2005 tyder på, at
Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde
på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange
eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.
Neptuns og Plutos baner
Dværgplaneten Pluto har en lidt ”langstrakt” excentrisk, ellipse-formet
omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I
tyve ud af de godt 248 år, det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb
omkring Solen, har Pluto kortere afstand til Solen end Neptun.
Mytologien
Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptunus er havets gud;
svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer
sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået
deres navne tilbage i antikken. Den romerske mytologi er kraftigt
kopieret fra den græske mytologi, blot med andre navne. Gudernes konge
var Zeus (Jupiter) og hans storebrødre hed Poseidon (Neptunus) og Hades
(Pluto). Alle planeterne er opkaldt efter Zeus’ (Jupiters) familie;
faderen Kronos (Saturnus), mor- og farfaderen Uranos, sønnerne Ares
(Mars) og Hermes (Merkur) og svigerdatteren/datteren Afrodite (Venus).
Til orientering var Gaia Jorden, Zeus’ mor-, far- og oldemoder.
Astrologisk
Neptun gør folk sensivitive, man er ekstra følsom og modtagelig, når
Neptun er på spil. Med stor indlevelsesevne og finfølelse lader man sig
opsluge af verden omkring én. Man er sart, blid, føjelig og sårbar.
Neptun viser vores grad af fantasi og forestillingsevne, vores evne til
at danne billeder, og den er fyldt af visioner og drømme, også utopier.
Den har en indre længsel efter en idealverden, hvor alt er idel lykke.
Den trives bedst i smukke, æstetiske omgivelser uden støj og møg. Dens
udtryksform er subtil, en let antydning eller noget uudsagt. Den drages
af mystik.
Dette fører så til andre sider af Neptun, for det giver selvsagt grobund
for mange misforståelser, når meldingerne er så uklare, diffuse,
vattede, tågede eller deciderede falske, løgnagtige. Neptun lægger
røgslør ud, dækker til, hemmeligholder, skjuler, eller den roder, skaber
kaos, forvirring. Den har fat i den uvirkelige verden, og den er meget
svær at kommunikere ind i forståelige, klare begreber. Det er mere
fornemmelser, intuition, udefinerbare følelser, stemninger, men til
tider også forbavsende klarsyn. Neptun knyttes til tro, spiritualitet,
det oversanselige, meditation og indre refleksion og fordybelse. Neptun
er passiv, vegetativ og afventende.
Neptun gør os uselviske, som tjenere i en højere sags tjeneste, vi
bliver idealistiske, næstekærlige, opofrende og vier livet til noget
uden for os selv. Faktisk kan man have svært ved at holde fast i sig
selv, Neptun opløser grænser.
Nogle af Neptuns bagsider knytter sig til 12. hus, den er på flugt, en
udstødt, en der lever i eksil eller en vagabond af fri vilje. Den er
offerrollen, den svage og også der, hvor vi er tvunget i midlertidig
eksil, på institutioner, som hospitalsindlagt, i fængsel eller mere
frivilligt i kloster. Alt, der er afsides, afsondret, ensomt eller skjult.
Flugten kan også være en virkelighedsflugt, en trang til at gemme sig i
illusioner, drømme, en udtalt eskapisme som forsvar mod en overvældende
verden. Her har vi også alkoholisten, drankeren, stofmisbrugeren eller
den, der er afhængig af medicin. I det hele taget har Neptun et
"afhængighedsbehov", hvad enten det er stoffer eller kærlighed,
romantik, musik o.l. noget man kan lade sig opsluge af. Neptun er
knyttet til de skønne kunster, musik, maleri, teater, farver, poesi. Den
er kunstneren, drømmeren, frelseren eller helgenen.
Alt, der på en eller anden måde er uægte, er også et Neptunanliggende,
tryllekunster, film, fotografi, snyd, illusionsnumre, kulisser,
indpakning, make up, noget der bruges til at skjule den ægte vare. Den
lever gerne et udsvævende liv, er en ægte boheme eller har bare ikke
styr på sit liv.
Kemi er også et Neptunanliggende, giftstoffer, bedøvende stoffer,
euforiserende stoffer, alkohol, narkotika, gas. Neptun er ofte usynlig,
svær at finde, genkende eller tage fat om. Den undviger, slipper ud
mellem fingrene på én eller forklæder sig.
Som Poseidon er Neptun tæt knyttet til havet, til fiskeri, strømme,
søfart, skibe, til længslen efter de eksotiske fjerne strande, det
uopnåelige og meget fjerne mål, som ikke behøver at være konkret,
tværtimod. Men på den helt konkrete fysiske krop er det som med Fiskenes
tegn, fødderne, der er Neptuns domæne og dem, der skal give
jordforbindelse.
