Månen
Astronomisk og astrologisk
Månen er Jordens eneste måne og den femtestørste naturlige satellit i
solsystemet. Dens størrelse i forhold til Jorden gør den til den
relativt største måne, som omkredser en planet. Den gennemsnitlige
afstand mellem Jorden og af Månen er 384.405 km, hvilket er omkring
tredive gange Jordens diameter. Månens diameter er lidt over en
fjerdedel af Jordens. Det betyder, at Månens rumfang er omkring 2
procent af Jordens.
Månen har intet andet formelt navn, selv om den en gang imellem betegnes
som Luna (latin for måne) for at adskille den fra typebetegnelsen
”måne”. Månen betegnes desuden som Jordens drabant.
Ordet måne er et germansk ord, beslægtet med det latinske mensis. Fra
måne er afledt ord som måned og mandag (månedag), på romanske sprog er
mandag tilsvarende opkaldt efter ”luna”, eksempelvis betyder ”Lundi”
mandag på fransk. Troen om månens særlige tiltrækningskraft og betydning
for menneskesindet lever videre i eksempelvis det engelske ord for
tosset ”lunatic” samt det danske ord for sindstilstand - ”lune”
Månebesøg
Månen er det eneste himmellegeme, som mennesker er rejst til og har
landet på. Det første menneskeskabte objekt, som passerede nær Månen,
var Sovjetunionens rumsonde Luna 1. Det første objekt, som ramte Månens
overflade var Luna 2, og de første fotografier af den normalt skjulte
bagside af Månen blev optaget af Luna 3, alle tre begivenheder i 1959.
Den første rumsonde, som foretog en blød landing på Månen var Luna 9, og
den første ubemandede sonde, som gik i kredsløb om Månen var Luna 10,
begge de sidstnævnte i 1966. USAs Apollo-program har stået for de eneste
bemandede missioner, som har været gennemført indtil nu, idet der blev
foretaget seks månelandinger mellem 1969 og 1972. Det første menneske,
som satte sin fod på Månen, var Neil Armstrong i 1969.
Omløb og rotation
I forhold til fiksstjernerne kredser Månen om Jorden i løbet af 27 dage,
7 timer og 43,7 minutter (et siderisk omløb). Eftersom Månens
banebevægelse og Jordens rotation begge sker imod urviserens retning,
flytter Månen sig ca. 12 grader længere mod øst hver dag, så et
tilsyneladende jordomløb i gennemsnit varer 50 minutter længere end 24
timer, hvilket viser sig ved, at Månen hver dag står knapt en time
senere op.
Jordens kredsløb om Solen betyder, at det tager længere tid end den
sideriske periode, før Månen når samme fase i forhold til Jorden. Dette
tidsrum er omkring 29,5 dage (dens synodiske omløbstid). I modsætning
til de fleste måner omkring andre planeter kredser Månen nær ekliptika
og ikke i Jordens ækvatorplan. Derfor forløber Månens og Solens
tilsyneladende baner tæt ved hinanden.
Månens bane om Jorden er tæt på at være en cirkel. Dens største og
mindste afstand til Jorden afviger kun med 5,5 procent fra
middelværdien. Månens passager af Jordens baneplan, ekliptika, kaldes
måneknuderne, således at den opstigende knude er passagen til den
nordlige og den nedstigende knude passagen til den sydlige himmelhalvdel.
Månevendinger
Når en passage af en måneknude falder sammen med nymåne, optræder en
solformørkelse, og når en passage af en måneknude falder sammen med
fuldmåne, optræder en måneformørkelse. Denne cyklus medfører desuden de
såkaldte månevendinger: Stedet for Månens opgang i horisonten svinger i
løbet af en måned frem og tilbage mellem et sydligst og et nordligst
punkt, således som det også gælder for Solen i løbet af et år. I løbet
af et tidsrum på 18,61 år ændrer afstanden mellem de to yderpunkter sig.
Når de to yderpunkter ligger længst fra hinanden, hedder det store
månevending, og ved mindste afstand lille månevending.
Månens højde på himlen i løbet af et døgn varierer og ligger næsten
inden for samme grænser som Solens. Den afhænger også af årstiden og
månefasen, således at fuldmånen står højest om vinteren.
Månens to sider
Månen er i synkron rotation, hvilket betyder, at den altid vender samme
side mod Jorden. Små variationer i den vinkel, Månen ses under, betyder,
at omkring 59% af måneoverfladen kan ses fra Jorden (men kun halvdelen
af Månen i ethvert givet øjeblik).
Den side af Månen, som vender mod Jorden kaldes Månens forside og dens
modsatte side for bagsiden. Bagsiden var helt ukendt, indtil den
sovjetiske sonde Luna-3 sendte de første billeder tilbage til Jorden i
1959, og den viste sig at være afgørende anderledes end forsiden. Månens
forside kan opdeles i de lyse områder, ”højlandene” (Terrae), som udgør
ca. 70% af overfladen, og de mørke områder med det misvisende (da der
aldrig har eksisteret flydende vand på Månen) navn ”have” (mare -
flertal marer). I forhold til et gennemsnitligt niveau ligger de mørke
marer lavere end de lyse højlande. Det er mørk lava fra tidligere
perioders vulkansk aktivitet, som giver marerne deres mørke fremtræden.
På Månens bagside er der i modsætning hertil næsten ingen marer, så
højlandet udgør næsten 98% af overfladen. De manglende marer kan hænge
sammen med, at skorpen er meget tykkere på Månens bagside.
Både for- og bagside af Månen er dækket af kratere, som er opstået ved
nedslag af meteoritter, asteroider eller kometer af forskellig
størrelse. Månen har kratere inden i andre kratere og kratere, som er
forbundet med hinanden. Der er en halv million kratere, som er mere end
1,6 km brede, og man har beregnet, at der findes omkring 30.000
milliarder kratere, der er mindst 30 cm. brede.
De dele af Månens forside, som ikke er belyst af Solen, er aldrig helt
mørke, fordi de bliver lidt oplyst af en genspejling fra jordoverfladen
og jordatmosfæren. Denne belysning kaldes jordskin og ses bedst, når
måneseglet er lille. Jordskinnets årsag blev allerede indset af Leonardo
da Vinci. Selv med en prismekikkert med ringe forstørrelse kan der i
jordskinnet ses detaljer på Månen
Månens bagside er naturligvis ikke altid mørk, men gennemgår de samme -
men forskudte - faseskift som Månens forside. Ved nymåne ligger den i
fuldt sollys. Månen er omtrent den dårligste reflektor i solsystemet og
tilbagekaster kun omkring 7% af det lys, der rammer den (omtrent samme
andel som tilbagekastes af en klump kul).
Formørkelser
Set fra Jorden overlapper Solens og Månens vinkeldiameter hinanden,
hvorfor både totale og partielle solformørkelser kan forekomme. Ved en
total formørkelse dækker Månen helt solskiven, og Solens korona bliver
synlig for det blotte øje. Da afstanden mellem Månen og Jorden vokser
ganske lidt med tiden, aftager Månens vinkeldiameter. Følgelig kunne
Månen for hundredvis af millioner år siden altid dække Solen ved
formørkelser, så ringformede partielle formørkelser ikke forekom. Af
samme grund vil Månen om 600 millioner år fra nu (under forudsætning af,
at Solens vinkeldiameter er uændret) ikke længere helt kunne dække
Solen, så kun partielle formørkelser vil optræde.
Et relateret fænomen til formørkelse er okkultation. Da Månen altid
skjuler et cirkulært areal af himlen med en bredde på 1/2 grad, bliver
en klar stjerne eller planet, som passerer bag Månen, okkulteret, dvs.
skjult for betragtning fra Jorden. En solformørkelse er derfor en
okkultation af Solen. Fordi Månen er tæt på Jorden, kan okkultationer af
en enkelt stjerne ikke ses overalt og heller ikke på samme tid.
Præcessionen af Månens omløb betyder, at det hvert år er andre stjerner,
som okkulteres.
Tidevand
Hovedparten af tidevandvandsvirkningen i Jordens have skyldes
tidevandskraften fra Månens gravitation og forstærkes af en række
forhold i oceanerne. Den tyngdemæssigt relaterede tidevandskraft opstår,
fordi den side af Jorden, som vender mod Månen, tiltrækkes mere af
Månens gravitation end Jordens centrum - og Jordens modsatte side
tiltrækkes endnu mindre. Tidevandskraften trækker Jordens oceaner ud i
form af en ellipse med Jorden i centrum. Denne virkning tager form af to
buler med forhøjet havniveau i forhold til Jorden: Den ene nærmest Månen
og den anden længst væk fra den. Eftersom disse to buler med høj
vandstand roterer rundt om Jorden en gang om dagen, når Jorden drejer
sig om sin akse, strømmer oceanernes vand uafbrudt mod disse buler, som
hele tiden flytter sig.
Astrologisk
Månen trækker ikke kun i tidevandet, men også i vores følelser, den
viser sammen med Neptun de mest følsomme sider af vores natur. Hvor vi
er sensitive, sårbare, sarte og også sentimentale, fordi vi røres over
ting, mennesker, situationer, der bringer minder frem. Månen er knyttet
til fortiden, ser tilbage, har en god hukommelse, rummer mange minder og
rørelser, er en samler og ønsker at bevare ting, så den holder kontakten
til det gamle. Via Månen kan vi føle empati for andre, leve os ind i
andres følelsesliv, og i Månen har vi også vores urinstinkter i behold,
som en kontakt til noget meget gammelt giver. Hele familien, slægten,
æten, anerne, afstamningen er et Måneanliggende, det vi er knyttet til
via følelsesbånd, blodsbånd, og specielt moderen. Hele temaet om
beskyttelse, pleje, diegivning, næring, omsorg, mor-barn relationer er
koblet på Månen.
Men også det barnlige (barndom og opvækst), umodne, afspejlende (som
Månens faser afspejler Solen), som viser en uselvstændig side, som
efterligner omverdenen og former sig efter de behov, der er lige nu.
Månen svinger, er lunefuld og omskiftelig, men også tilpasningsdygtig og
associerende.
Månen tilhører vores privatliv, hvor vi lukker havelågen, hoveddøren og
vil være i fred. Den er knyttet til vores hjem, bolig og fædrelandet,
igen det vi hører til, er knyttet til, traditioner, "folket", hjemstavnen.
Månen har en indadvendt side, trækker sig ind i sig selv og er
vegetativ, passiv, regressiv, søger tilbage (måske i videste forstand
til livmoderen). Denne passivitet kan også ytre sig som dovenskab. Månen
er subjektiv, nogle gange nærtagende, da den ikke kan distancere sig fra
sine følelser.
Månen er også frugtbar, den er knyttet til livmoderen, bryster og mave
(sårbare steder) og lymfesystemet, til alle former for væsker, men især
til mælk. Og så er den forbundet med sølv.
Tilknytning, intimitet, nærhed og nogengange afhængighed (barnet, der
har brug for en voksen) er vigtige månesider, det er de bånd af
følelsesmæssig karakter, vi knytter til andre mennesker.
