Misforståelser om Astrologi
- af Christian Borup

Mange har en kritisk holdning til astrologi. Denne viser sig ofte at være mere baseret på et for ringe kendskab til faget som sådan. I det følgende gives der svar på nogle af de almindeligste misforståelser, som astrologer ofte stilles overfor. Under de enkelte afsnit er der angivet kilder, hvor yderligere information kan opsuges.

»Astrologi er jo så moderne lige nu!«

Mange tror, at astrologien er et nyt fænomen, men astrologien har mindst en 2000-årig historie at se tilbage på. De første astrologiske lærebøger — i moderne forstand — kan således dateres helt tilbage til ca. år 400 e.v.t.

I mange århundreder gik astrologi og astronomi hånd i hånd, og før renæsssancen var de fleste store astronomiske videnskabsmænd også astrologer og forfattere af astrologiske tekster, f.eks. Johannes Kepler og vor egen Tycho Brahe. Lige som alt andet, oplever astrologien sine op- og nedgangstider, men grunden til, at mange mener, at astrologien er særlig populær lige nu, skyldes nærmere informationssamfundets massive påvirkning og store udbud end en egentlig stigning i interesse. Astrologien har altid været der — og det har interessen for den også. Belært af erfaring, er mange mennesker tilbageholdende med at bekende deres fascination eller brug af astrologi, idet de ofte straks bliver tvunget til at forsvare faget.

»Astrologer tror, at der kun er 12 forskellige slags mennesker«

De fleste møder første gang astrologien i skikkelse af »Dit Stjernetegn« i ugeblade og aviser. Denne populære form for kollektiv astrologi (Soltegn) får mange til at tro, at de 12 Stjernetegn er alt, astrologien drejer sig om. Ofte er disse »Stjernetegn« endda slet ikke skrevet af astrologer, men derimod købt hos firmaer, der ar eksperter i avis-fyld og sådanne købte »Stjernetegn« publiceres« som regel efter tilfældighedsprindppet. De fleste danske aviser og ugeblade har dog an fast navngiven astrolog, der skriver det pågældende blads »Stjernetegn«. Dette er brugerens eneste garanti for, at de kollektive stjerner i det hele taget er baseret på astrologi, dvs. på de aktuelle planetkonstellationer og deres forhold til de tolv Stjernetegn.

»De tolv Stjernetegn« i pressen har dog intet med den rigtige individuelle astrologi at gøre. Forudsætningen for et solidt og godt fagligt astrologisk arbejde er altid det individuelle fødselshoroskop. Dette er et matematisk/astronomisk diagram over Jordens, Solens, Månens og planeternes stilling i fødselsøjeblikket — set fra fødestedet. Her spiller fødselstiden en meget vigtig rolle. Det individuelle horoskop bliver således unikt, da planeternes positioner aldrig gentager sig.

»Stjernetegnene« i aviser og ugeblade er derimod kun baseret på en enkelt faktor fra horoskopet: Solens stilling. Derfor kalde« de også for Soltegn. Da vores verdslige kalender er baseret på Solens årlige bevægelse, bliver det muligt at bestemme, i hvilket Stjernetegn Solen står, blot man kender sin fødselsdag. Hvis man således er født mellem den 21. marts og 26. april, står Solen i det område på himlen, som astrologerne kalder Vædderen: Personen er altså født i Vædderens tegn.

Hvor det individuelle fødselshoroskop er unikt og enestående for personen, der er født på det pågældende tidspunkt og sted, er Soltegnene en kollektiv generalisering. Det siger derfor sig selv, at en sådan grov opdeling af menneskeheden i 12 lige store grupper, baseret på Solens position, må være meget generel, men når de kollektive »Stjernetegn« er skrevet af en astrolog, øger det sandsynligheden for, at udtalelserne kommer til at holde stik.

Kilder: Birthe Kirk. Stjernetegn — Råt for Usødet, Forlaget Stjernerne Derek cg Julia Parker. Astrologi — Historie, Teori og Praksis. Lademann

»Er astrologi anerkendt af videnskaben?«

Astrologien har altid været udsat for kraftig kritik. Først fra gejstlig og siden fra videnskabelig hold. Denne tendens nåede sit foreløbige højdepunkt i 1976, hvor 186 anerkendte videnskabsmænd (heraf 18 nobelpristagere) underskrev en bandbulle mod astrologien, der blev offentliggjort i det amerikanske tidsskrift »The Humanist«.

Denne bandbulle er blot et af de seneste eksempler på videnskabens totale afvisning af astrologien. De nyeste opdagelser inden for især kaosforskning, fraktaler samt kvante- og astrofysik har dog bragt det astrologiske og videnskabelige verdensbillede tættere på hinanden. Som svar på bandbullen underskrev 187 akademikere i 1976 en udtalelse, der blev offentliggjort i tidsskriftet »Aquarian Agent«. De erklærede, at astrologien var et fuldgyldigt forskningsområde, og at det var vigtigt at skelne mellem »Soltegns bedra- gere, og rigtige astrologer, der arbejder med komplette individuelle horoskoper.

Hvis man kan anerkende den forudsætning, at der er en sammenhæng mellem Solens, Månens og planeternes stilling og dét enkelte menneskes liv, er det svært at stille spørgsmålstegn ved resten af astrologien. Problemet er, at der til dato ikke er fundet en tilfredsstillende videnskabelig teori, der forklarer, hvilke former for kræfter eller energier, der udveksles mellem kosmos og mennesket Og det er netop dette »missing link" der gør det svært for en videnskabeligt orienteret person at acceptere astrologien.

Den franske statistiker Michel Gauquelin udførte i 60'eme og 60'eme mange statiske undersøgelser på meget store populationer. Flere af resultaterne bekræftede en statistisk signifikant sammenhæng mellem fødselshoroskop og personlige aktiviteter — andre gjorde ikke. Hans resultater diskuteres stadig og bruges som argumentation af både tilhængere og modstandere af astrologien. En af astrologiens mest forjættende populær-videnskabelige argumenter er det faktum, at Månen og Solen i fællesskab flytter millioner af ton vand i ebbe ag flod, og da mennesket består af over 90% vand, kunne man meget vel forestille sig, at lignende flod-ebbe bevægelser finder sted i menneskets celler. En sådan argumentation lyder umiddelbart besnærende for logikken, men mange astrologer vil have svært ved at acceptere tyngdekraft, ionstråling, magnetisme eller elektromagnetiske bølger som den eneste forklaring på, at den person, der arbejder med astrologien i praksis, kan få den til at virke.

Mange moderne astrologer bekender sig i stedet til en holistisk/psykologisk virkningsmodel, der er baseret på psykologen C.G. Jungs synkronicitets-princip. Dette forklarer ikke astrologien som en årsags-virknings-sammenhæng (dvs. at planeterne påvirker os), men derimod som et holistisk sammenfald af hændelser, hvor planeternes stilling afspejler og er synkrone med hændelser her på Jorden. Denne tankegang forudsætter accept af en usynlig parallelforløbende sammenhæng mellem mennesket (mikrokosmos) og det univers (makrokosmos), som mennesket er en biologisk del af.

Kilde: H. J. Eysenck og D.K.B. Nias Astrologien — En Revision i lyset af Modene Videnskab. Bogan 1983. S. Percy Seymour. Astrology — The Evidence of Science, Arkana, 1990. Theodor Landscheidt, Astrologi« — Hoffnung auf eine Wissenschaft. Resch Verlag 1994. Geoffrey Dean, Recent Advances in Natal Astrology — A Critical Review 1900-1976, London 1977. Michel Gauquelin. Astrology and Science, Mayflower Books, London 1970.

»Astrologer tror stadig, at Jorden er centrum i universet«

Dette er den klassiske misforståelse, der opstår, fordi astrologer stadig, den dag i dag, beregner planeternes stilling set fra Jorden. Som nævnt, er det individuelle fødselshoroskop et eksakt diagram over Jordens, Solens, Månens og planeternes positioner i fødselsøjeblikket — set fra fødestedet. Fødselshoroskopet viser således det første spændingsfelt den nyfødte møder. Horoskopet er derfor helt indlysende udregnet med Jorden som centrum (geocentrisk), idet der ikke ville være nogen mening i at udregne horoskopet for Solen (heliocentrisk), da der ikke fødes mennesker der! Når de første mennesker fødes på Månen, vil astrologer være nødt til at opstille et diagram, der viser planeternes positioner set fra Månen (lunacentrisk).

Astrologer er, som alle andre vidende mennesker, udmærket klar over, at Jorden bevæger sig rundt om Solen og ikke omvendt. De 186 videnskabsmænds bandbulle mod astrologien fra 1976 fordømte bl.a. astrologien som uvidenskabelig overtro med netop den begrundelse, at astrologer stadig tror, at jorden er centrum i universet, og derfor ikke anerkender Kopernikus' heliocentriske verdensbillede. Som det vil ses ovenfor, er en sådan kritik af astrologien baseret på en manglende forståelse af selve astrologiens metode.

Kilder: Gilbert Tjørnum, Horoskopets Opstilling, Forlaget Stjernerne. København 1990. Karl Aage Jensen, Astrologiens Verden, Gyldendal, København 1989.

»Astrologien virker ikke, fordi astrologernes 12 Stjernetegn, ikke er sammenfaldende med de stjernebilleder, vi ser på nattehimlen.«

Dette er den klassiske indvending, som astrologer kender til bevidstløshed. Når man skal tegne et diagram over Solens, Månens og planeternes stilling, anvendes en cirkel på 360 grader. Den cirkel, som astrologerne bruger, er baseret på Solens årlige vandring og er opdelt i 12 lige store lagkagestykker af 30 grader. Dette er de 12 Stjernetegn. Cirklens begyndelsespunkt fastlægges hvert år omkring den 21. marts, hvor dag og nat er lige lange: Forårsjævndøgn. Dette begyndelsespunkt kan bestemmes med meget stor nøjagtighed. Her starter det første af de12 Stjernetegn: Vædderen, og derfor kaldes Forårspunktet også for Vædderpunktet. Astrologernes Stjernetegn er således baseret på årstidernes skiften, som disse frembringes af Solens årlige vandring, og har intet med nattehimlens stjernebilleder at gøre.

Grunden til denne misforståelse skal nok søges i, at den astrologiske målecirkel blev formaliseret allerede for ca. 2000 år siden i Grækenland, bl.a. af den græske astronom Hipparehus (190-120 f.v.t). De tolv Stjernetegn fik nemlig dengang navn efter de stjernebilleder, som Solen passerede igennem. Allerede dengang vidste man, at forskydningen mellem Stjernetegnene og stjernebillederne gennem århundrederne ville blive større og større.

For 2000 år siden lå Vædderpunktet/forårspunktet i begyndelsen af stjernebilledet Vædderen. Da Vædderpunktet er ca. 2000 år om at bevæge sig 30 grader baglæns i forhold til stjernebillederne, befinder det sig nu i begyndelsen af stjernebilledet Fiskene, og er på vej ind i stjernebilledet Vandbæreren. Det er bl.a. denne forskel mellem Stjernetegn og stjernebilleder, der får astrologer til at sige, at menneskeheden i de sidste 2000 år har befundet sig i Fiskenes tidsalder, men nu er på vej ind i Vandbærerens tidsalder. Den astronomiske betegnelse for dette fænomen er præcession.

Den astrologiske betegnelse »Vandbærerens tidsalder« er således astrologernes måde at tage højde for stjernebillederne på. At ville påstå, at astrologer ikke tager hensyn til stjernebillederne er derfor ikke blot forkert, men direkte misvisende. Især fordi mange astrologer også indtegner og tyder stjernebilledernes stjerner i deres horoskoper. Netop fordi det er noget nær umuligt at bestemme, hvornår det ene stjernebillede slutter og det andet begynder, er der derfor blandt astrologer stor uenighed om, hvornår Vandbærerens tidsalder begynder. I den astrologiske litteratur er der gennem tiden blevet nævnt tidspunkter fra år 1467 til år 3550. Da en sådan stor tidsalder varer ca. 2000 år har det heller ikke den store relevans for det enkelte menneskes liv at vide, hvornår en sådan tidsalder helt præcis starter. Som alt andet i naturen er der tale om glidende overgange. Den vestlige astrologi har således i flere tusind år haft en »fast« målecirkel, baseret på Forårspunktet/Vædderpunktet mens f.eks. den østerlandske/indiske astrologi har en måledrkel, der er baseret på stjernebillederne. Begge systemer indeholder dog 12 tegn, der alle er 30 grader store. Dette på trods af, at stjernebillederne på himlen er af meget uens størrelse.

Noget helt andet er, at stjernebillederne består af enkeltstjemer, der er meget forskellige. Stjerner, der tilhører det samme stjernebillede, kan befinde sig i meget forskellig afstand fra Jorden. Lyset fra den ene stjerne i et stjernebillede kan f.eks. være 60 år om at nå os, mens lyset fra stjernen lige ved siden af måske er 800 år om at nå frem til Jorden. Når vi ser op på stjernehimmelen er vi tilbøjelige til at glemme, at universe også har dybdel Og dybde er i universet det samme som tid, lyset fra den ene stjerne er 800 år gammelt, mens den anden stjernes lys »kun« er 60 år gammelt.

Kilder: Derek og Julia Parker. Astrologi — Historie, teori og Praksis. Lademann
ChristianBorup. Det l3.tegn—En stjernestøvet nyhed, artikel i Horoskopbladet STJERNERNE, marts 199S.

»Astrologerne burde bruge 13 (eller 14) Stjernetegn«

Denne misforståelse skyldes også, at man forveksler stjernebilleder med Stjernetegn. I dag er forskellen mellem Stjernetegn og stjernebilleder så stor, at Solens bane faktisk går gennem stjernebilledet Ophiuchus (Slangebæreren). Det rokker dog ikke ved astrologernes Stjernetegn, der er baseret på Forånpunktet og den målbare biologiske effekt, som Solens årlige bevægelse har på naturen og mennesket her på Jorden. Astrologernes Stjernetegn er således en slags kalender, med 12 Stjernetegns-måneder, mens astronomernes stjernebilleder er baseret på menneskeskabte grænser mellem forskellige usammenhængende stjerner på himlen.

Disse konstellations-grænser blev nemlig først endelig fastlagt af astronomer ved en stor international kongres så sent som i 1930, hvor himmelrummet blev opdelt i 88 firkantede matrikel-lignende parcelhusgrunde, der hver huser et stjernebillede.

Afsluttende astrologiske betragtninger

Når man snakker astrologi, skal man være klar over, at faget er mange forskellige ting. Der findes et utal af astrologiske systemer, skoler og opfattelser. Nogle af disse er bestemt af kulturelle forskelle andre af de forskelligartede målsætninger, man måtte have med astrologien. Fælles for dem er, at de er et forsøg på at udforske astrologiens muligheder for at blive et velfungerende — og livskvalitets-forøgende — alternativ til traditionel videnskab. Astrologien er et fag i konstant udvikling. På verdensplan afholdes mange internationale kongresser årligt, og den astrologiske faglitteratur er lige så righoldig og omfangsrig som et akademisk studie.

Der er både fra astrologisk og videnskabelig hold foretaget flere forsøg på at underbygge/- modbevise astrologien statistisk. Sammenfattende må man indtil videre sige, at den store kompleksitet, som astrologien (og menneskets psykologi) indeholder, ikke egner sig til stive statistiske undersøgelser, og at dette måske netop er en af grundene til, at der på verdensplan eksisterer så mange forskellige astrologiske systemer/metoder.

Noget af det vigtigste, man kan sige om astrologiens kritikere, er nok, at man som fag-astrolog burde kunne forvente af kritikerne, at de i det mindste gør sig den ulejlighed at sætte sig bare en smule ind i faget astrologi. At afskrive og afvise astrologien blot fordi selve grundtanken — en sammenhæng mellem kosmos og mennesket—er én imod, synes at være mere dogme end videnskab.

Nærværende artikel har været bragt i »Astrologisk orientering«, udgivet af Danske Astrologers Forening i 1995.